Sankthansaften
24. juni, tirsdag
Historisk baggrund
Sankthansaften har rødder i førkristne midsommerfester, hvor man fejrede solen og naturens frugtbarhed. Med kristendommens indtog blev festen knyttet til Johannes Døberen, og navnet "Sankt Hans" stammer fra det danske navn for helgenen. I middelalderen blev aftenen også forbundet med overtro og magi – man mente, at naturens kræfter var særligt stærke denne nat, og at hekse og onde ånder var på spil.
Traditioner og skikke
Den mest kendte tradition er at tænde store bål ved solnedgang. På mange bål placeres en heksedukke lavet af halm og gamle klæder, som symbolsk sendes til Bloksbjerg – et sagnomspundet bjerg i Tyskland, hvor hekse ifølge folketroen samles. Denne skik stammer fra 1800-tallet og er en videreførelse af ældre forestillinger om at beskytte sig mod onde kræfter.
Sankthansbål og fællesskab
Sankthansaften er en social begivenhed, hvor familier, venner og lokalsamfund samles i parker, ved strande eller på landsbypladser. Der synges fællessange, især "Midsommervisen" skrevet af Holger Drachmann med musik af P.E. Lange-Müller, som er blevet en fast del af fejringen. Mange steder holdes også taler, ofte med fokus på fællesskab, natur og tradition.
Moderne fejring
I dag er Sankthansaften en populær og hyggelig sommerfest, hvor det sociale samvær er i centrum. Selvom mange af de gamle overtroiske elementer er forsvundet, lever traditionerne videre i form af bål, musik og fællesskab. Det er en aften, hvor man fejrer lyset og nyder den lyse sommernats stemning.