Israels uafhængighedsdag
3. maj, lørdag
Historisk baggrund
Yom Ha'atzmaut blev indført for at mindes den dag, hvor David Ben-Gurion, Israels første premierminister, læste uafhængighedserklæringen op i Tel Aviv. Dette skete få timer før det britiske mandat over Palæstina udløb. Umiddelbart efter erklæringen blev Israel angrebet af nabolandene, hvilket førte til den første arabisk-israelske krig. På trods af de vanskelige omstændigheder overlevede den nye stat og blev anerkendt af flere lande, herunder USA og Sovjetunionen.
Fejringen
Yom Ha'atzmaut fejres med en række officielle og folkelige begivenheder:
* Officiel ceremoni ved Herzl-bjerget i Jerusalem, hvor Knesset-medlemmer og andre embedsmænd deltager.
* Fyrværkeri og festligheder i byer over hele landet.
* Flyopvisninger af det israelske luftvåben.
* Militærparader og åbent hus på militære baser.
* Familier og venner samles til picnic og grill i parker og naturområder.
* Flag og dekorationer i blå og hvidt pryder gader og bygninger.
Forholdet til andre helligdage
Yom Ha'atzmaut falder umiddelbart efter Yom HaZikaron, mindedagen for faldne soldater og ofre for terrorisme. Overgangen fra sorg til glæde er markant og symboliserer den pris, der er betalt for statens eksistens. Mange israelere deltager i mindehøjtidelighederne dagen før og går derefter direkte over i festlighederne for uafhængighedsdagen.
Religiøse og kulturelle aspekter
Der er forskellige holdninger blandt religiøse grupper til, hvordan dagen bør fejres. Nogle ser det som en religiøs begivenhed og inkluderer særlige bønner og salmer i gudstjenesterne, mens andre betragter det som en sekulær nationaldag. I mange synagoger reciteres Hallel (lovprisningssalmer), og der afholdes særlige taksigelsesgudstjenester.
International betydning
Uden for Israel markeres dagen af jødiske samfund verden over med kulturelle arrangementer, parader og ceremonier, der udtrykker solidaritet med staten Israel og fejrer dens eksistens og præstationer.
Yom Ha'atzmaut er således både en fejring af national selvstændighed og en påmindelse om den historiske og fortsatte kamp for statens overlevelse og udvikling.